Netto og Rema 1000 i budkrig om attraktiv grund
På en byggegrund ved siden af Circle K i Kerteminde har to af landets største dagligvarekæder forelsket sig så meget i en grund, at der nu er udbrudt budkrig om den.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Salling Group, der ejer Netto, har budt 12 mio. kr. for grunden, hvorpå der kan bygges 1.200 kvm. dagligvarebutik med dertilhørende 50 p-pladser. Alt tydede på, at handlen blot var formaliteter fra at blive en realitet.
Nu har Rema 1000 i sidste øjeblik overbudt Netto.
Ifølge Fyens Stiftstidende har Rema 1000 bud 14,7 mio. kr. grunden. Nu har Salling Group fire uger til at beslutte, om man vil matche buddet.
- Vi har allerede besluttet, at vi gerne vil købe grunden i og med, at vi godt ved, at den butik (Nettos nuværende butik, red.) er for lille i Kerteminde, siger udviklingschef i Salling Group, Carsten Hadsbjerg, til Fyens Stiftstidende.
Hævede mindsteprisen
Oprindeligt havde Kerteminde Kommune sat en mindstepris på 11 mio. kr. for grunden. En ændring af grundens placering betød imidlertid, at kommunen hævede mindsteprisen med en million kroner.
Allerede inden buddet fra Rema 1000 havde Salling Group og Kerteminde Kommune indgået en aftale om, at hvis udbudsrunden falder ud til Salling Groups fordel, får Kerteminde Kommune førsteret til at købe Nettos nuværende butik.
Til gengæld har Salling Group ret til at matche det højeste bud i udbudsrunden.